5 ting du skal huske at fortælle din fotograf.


På din bryllupsdag vil fotografen følge jer rundt. Nogle gange fra forberedelse indtil brudevalsen efter midnat. I løbet af de timer sker der rigtig mange ting som vedkommende skal følge med i. Hvis I vil hjælpe med til at gøre hans/hendes arbejde lidt nemmere, så er her 5 ting som enhver fotograf vil elske at vide på forhånd.


1. Giv gerne fotografen en nogenlunde tidsplan over hvad der kommer til at ske i løbet af dagen og hvornår det cirka sker. Det er ikke så smart hvis fotografen er i den anden ende af huset når I skal skære bryllupskagen :-) Hvis I kender til nogle overraskelser som kommer i løbet af dagen, så bed jeres toastmaster om at koordinere det med fotografen, så han/hun kan være klar og på rette sted inden det sker. Så har jeres bryllupsfotograf den bedste mulighed for at fange øjeblikket fra den bedste vinkel.



2. Hvis I skal have lavet familiefotos er det en kæmpe hjælp hvis I kan finde en som kender familiemedlemmerne og kan hjælpe fotografen med at få dem samlet til fotografering. Og selvfølgelig gerne fortælle dem på forhånd at I meget gerne vil have lavet nogle familiefotos, så de osse er forberedte på det. Det samme gælder hvis der skal laves par billeder.




3. Hvis der er noget specielt som I bare SKAL have lavet billeder af, så fortæl fotografen om det på forhånd, for at være helt sikker på at han/hun får det med.

Hvis I har valgt en dygtig fotograf har han/hun styr på ring billeder, brudebuketbilleder, billeder af bordpynt og lignende, så det burde ikke være noget problem. Jeg havde en gang en brud der havde fået lavet et meget specielt strømpebånd, (han var kæmpe Liverpool fan ;-)) hvor hun gerne ville have fotograferet brudgommens reaktion når han så det. Hvis ikke hun havde informeret mig, havde vi ikke fået de billeder.




4. Er der nogle gæster der skal tages specielle hensyn til? Det hænder at jeg er udsat for at enkelte gæster til et bryllup ikke vil fotograferes. Det kan der være mange årsager til. Måske kan de bare ikke lide at blive fotograferet, eller de er på FBI´s most wanted liste ;-) Det vil være rart at vide i forvejen, så der ikke opstår nogle akavede situationer som kan ødelægge stemningen lidt. Der kan også være nogle familie relationer som jeg skal kende til.



5. Er ikke noget I skal fortælle fotografen, men noget I skal fortælle jer selv.

Det er JERES store dag, I skal hygge og have det sjovt med jeres gæster. I skal ikke stresse over tidsplaner der skrider, det sker. I skal nyde dagen og suge alle indtryk til jer og bare have den fedeste dag i jeres liv. Og hvis I har valgt den rigtige fotograf til opgaven, så har I også minderne at kigge tilbage på til jeres sølvbryllup. :-)

86 visninger0 kommentarer